ANARKI & -ISME

Anarki er et begreb der stammer fra oldgræsk, og er en sammentrækning af ordene an’ der er en negation, svarende til det danske u-, ingen/intet og arcie der betyder styre, vælde, herredømme, eller det mere moderne, autoritet.

An’archie (αναρχω), betyder altså ingen autoritet eller ustyre.

Første gang ordet “anarki” bliver brugt, er i et teaterstykker fra 467 f.v.t., hvor en kvinde, Antigone, ignorerer- og modsætter sig bystyrets vilje.

Den græske filosof Zeno af Citium (336-264 fvt.), der opfattes som grundlægger af den stoiske filosofi, formule-rede et filosofisk ideal-samfund: Mennesker er egoister, men også drevet af socialisering. Menne-sker der opfører sig naturligt og følger deres instinkter kan leve sammen i samfund, uden penge, templer, love og regeringer.

Zeno’s stoiske filosofi bliver regnet for den direkte modsætning til Platons statsideal. Platon (427-347 fvt.) brugte også begrebet anarki, men forstod det som noget negativt: civilisationens endelige sammenbrud, hvorfra tyranni – som Platon anså for den bedste styreform – uundgåeligt ville genopstå.

Denne opfattelse af anarki baseret på en tyranni-tilhængers ubegrundede mareridtsforestilling, er desværre den mest udbredte i dag.

Op igennem historien, har der været

mange eksempler på anarkistiske organisering og idéer.

Mange mener f.eks. at den kinesiske livsfilosofiske retning taoisme grundlæggende er anarkistisk, ligesom besætterne i den engelske Digger-bevægelse i 1649 har anarkistiske træk osv.

I 1793 udgiver den engelske samfundsteoretiker, William Godwin (1756-1836), An Enquiry concerning Political Justice … selvom Godwin ikke bruger begrebet anarki og anarkisme, regnes hans værk for det første anarkistiske program-skrift og anarkismens opståen.

Godwin vil afskaffe alle institutioner: moralske, religiøse, politiske og økonomiske og selvfølgelig deres overordning, staten.

Anarkisme er et idésæt (-isme) der forsøger at give begrebet anarki, et indhold og en konkret mening og målsætning.

Anarki er groft sagt, et begreb uden indhold, fordi betydningen af det, kun siger noget om, hvad det ikke er: Et såkaldt negations-begreb.

Anarkismen beskæftiger sig med spørgsmålet: Hvis anarki ikke er styre, hvad er det så? Altså at give anarki et meningsfuldt indhold og en konkret betydning.

Anarkisme er den samfundsteori, der ved at aflæse konsekvenserne og betydningen af det styrede samfund, prøver at fremskrive et realistisk og positivt billede af et samfund uden styre, et anarki.

Begrebet anarkisme, blev indført af den første der kaldte sig selv anarkist, franskmanden Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865).

Han gik ind for mutualisme, men ville afskaffe staten, derfor kalder man hans teoretiske retning for mutualistisk anarkisme.

Han bliver regnet blandt de “borgerlige anarkister”, fordi han stadig går ind for en form for ejendom og anser det frie initiativ og den frie konkurrence som drivkraften i samfundet.

Han har bl.a. inspireret mange såkaldte anarko-kapitalister, der ikke regnes for anarkister på det grundlag, at kapitalismen også er et styre der skal afskaffes!
I sit hovedværk fra 1840, Hvad er Ejendom? – som han selv besvarer med, Ejendom er Tyveri! – ligger han dog grundpillerne til generel anarkisme og inspirerer eksil-russeren Mikhail Bakunin (1814-76) til at udforme den første socialistiske anarkisme: Kollektivis-tisk anarkisme.

I stedet for kapitalisme, vil Bakunin have kollektiv ejendomsret på produktionsmidler og fordeling af goder primært ud fra arbejdstimer. I stedet for stat sætter han en føderativ struktur, der organiseres nede-fra og op og starter i lokalgrupper.

Bakunin gjorde for alvor anarkismen revolutionær og det førte til splittelse med de autoritære socialister der fulgte Karl Marx.

Da anarkisterne blev ekskluderet fra den største socialistiske organise-ring, 1. Internationale i 1872 blev reaktionen, at der opstod 2 nye, meget forskellige retninger indenfor anarkismen: Individualistisk anarkisme og anarkosyndikalisme der begge blomstrede op i 1880’erne.

Individualistisk anarkisme er inspire ret af tyskeren Max Stirners (1806-1856) værk, Den Eneste og Hans Ejendom fra 1844.

Max Stirner angriber alle institutioner og strukturer. Han vil afskaffe al stat og privatejendom: Alt tilhører alle og alle har suveræn selvbestemmelse. Hans værk er en leg med begreber og deres betydning – f.eks. mener han at den eneste ejendom er den enkeltes ejendommeligheder – og bevæger sig mere i et egentlig filosofisk luftlag, end et teoretisk og er dermed åben for individualisering.

Alt går ud fra individet der organiserer sig med andre individer i foranderlige interesse-foreninger formet af de individer der udgør dem gennem frie aftaler.

Modsat individualisternes forkastelse af gruppetilhørsforhold og individuelle handlinger, mener anarkosyndikalisterne at man skal organiserer sig i faggrupper som fagforeninger med en generel bred arbejdersolidaritet. Fagforeninger skal erstatte statslig organisering. Fordeling af goder og produktion er fri. Revolutionen er den totale generalstrejke.

Rudolf Rocker (1873-1958) er kendt som en markant teoretiker indenfor denne retning, med sit værk Anarcho-Syndicalism.

En af de mest udbredte former for anarkisme er kommunistisk anarkisme eller libertær kommunisme, første gang formuleret af russeren Pjotr Kropotkin (1842-1921). Han gør op med Bakunin og Proudhons idéer om administration af goder og arbejde: I stedet overfører han den kommunistiske parole om at “yde efter evne og nyde efter behov” til anarkiet. Kropotkin mener, at mennesker vil organiserer sig udfra gensidig hjælp og ønske at dele og samarbejde og modstrider dermed de darwinistiske principper om det stærke individs ensomme kamp.

Organiseringen vil foregå som selvforvaltende kommuner og alle vil deltage i samfundet gennem direkte demokrati.

Kropotkin var uden tvivl den teoretiker der producerede flest værker, et bud på nogle klassikere er Gensidig hjælp, Erobringen af brødet og Staten. Dens historiske rolle.

I første omgang udviklede anarkis-men sig i Europa og Rusland og spredte sig herfra til Nord- og Sydamerika, samt Asien. I dag findes der anarkistiske organiseringer i alle dele af verden.

I USA udviklede der sig en helt speciel anarkisme omkring russiske og europæiske immigranter som Emma Goldman (1896-1940), Alexander Berkman (1870-1936) og Johann Most (1846-1906).

Især de anarkosyndikalistiske organiseringer voksede sig store i Europa op gennem starten af det 20. århundrede. Den nye ideologiske hovedfjende opstod i form af fascismen, der stod særligt stærkt i Spanien, Italien, Tyskland og Østrig. Den Spanske Borgerkrig (1936-39) var både den første succesfulde anarkistiske revolution og dermed virkeliggørelsen af det anarkistiske samfund i Europa, samtidig med at det var det første slag mellem anarkister og fascister.

Den anarkosyndikalistiske fagforening CNT – Confederacíon National de Trabajedores – førte an.

Efter fascismens- og senere de statslige demokratiers sejr på diverse slagmarker i Europa blegnede de sorte faner langsomt bort.

De blev med sikker eftertrykkelighed rejst igen i Paris under studenter-oprøret i 1968.

Anarkismens genkomst i Europa i 1970’erne bød på helt nye retninger indenfor anarkismen, der for alvor var blevet en bevægelse med krav om solidarisk individualitet, med andre ord: I dag udgøres anarkismen af mange grene der krydses og slår nye spirer i en unik fusion mellem de oprindelige grundstammer indenfor anarkismen.

Man siger populært at der er ligeså mange anarkismer som der er anarkister.

Grøn anarkisme og anarka-feminisme er eksempler på solidt funderede anarkistiske teorier der er vokset frem siden da.

Det der samler anarkisterne i dag, er anarkismens fundament:

• at anarki er målet

• at anarki betyder frihed for alle

• at alle magtstrukturer skal afskaffes, hvoraf stat og kapital er de overordnede

• at al magt korrumperer og betyder undertrykkelse og ufrihed.

• at teori og praksis er forenet: Mål og middel skal være i overensstemmelse og strategien er revolutionær.

Anarkismen vokser stadig med hver eneste ny anarkist og vi stopper aldrig!