Anarkafeminisme

3 01 2009

Anarkafeminisme > min udgave

Begreber

For en kort stund vil jeg lige afklare begrebet anarka-feminisme – i min optik – reelt dækker over: Feminisme er en politiske -isme (idésæt) der første gang bruges på fransk og afledes af det latinske femina, kvinde.

Feminismens symbol er også oftest synonymt med, eller inddrager, symbolet for kvinde:

femi

Anarkafeminismen benytter også et symbol der forener cirkela’et og kvindesymbolet:

anarka

Alligevel beskæftiger feminismen, indenfor en anarkistisk kontekst, sig ikke alene med kvinder, men derimod med femininitet eller kvindelighed/kvindagtighed: Det er altså mere et spørgsmål om egenskaber, ejendommelighed og fremtræden end det er et sprøgsmål om hvad der findes mellem benene.

Denne opfattelse er foregrebet fra den mere konstruktivistiske queerfeminisme.

Når feminisme alligevel i mange tilfælde bruges i forbindelse med kønslighed og seksualitet, samt tillægges den bestemmende fysik end påtaget/tillært adfærd og selvforståelse, så skyldes det, at feminisme samtidig med at være for alle, er en ideologi der stiller sig på de undertryktes side i en undertrykkende struktur og sammenhæng, nemlig det herskende patriarkat.

Når øvrige feminismer der sætter lighedstegn mellem kvinder, kvindesag og feminisme, bestemmes patriarkatet ligeledes som mandestyre, mændenes herredømme, dvs. et hierarki hvor kvinder holdes nede og altid er underlagt manden.

Anarkafeminismen derimod opfatter patriarkatet som maskulinismens herredømme, hvor maskulinitet står øverst i en hierarkisk struktur hvor femininitet altid anses for underordnet og dårligere stillet: det er altså egenskaber og adfærd til forskel for biologiske køn, der afgør ens plads i hierarkiet – ideelt set: For som med alle menneskelige strukturer er der andre faktorer end de rent ideelle og rationelle, der spiller ind. Som tidligere nævnt er anarkafeminisme stadig i højeste grad knyttet til kvindekønnede individer og det grunder i den opfattelse og observation at strukturer ikke reproduceres tilfældigt, men at alle er konstruerede udfra bestemte kriterier, nemlig hvad de har mellem benene:

Sagt på en anden måde, så tillægges kvinder primært egenskaben femininitet eller kvindelighed, mens mænd forventes at have en maskulin adfærd og karakter. Kvinder bliver i højere grad pålagt femininitet end mænd – hele livet – og selvom kvinder har maskuline egenskaber, slås hun altid med den kønsbestemte rolle hun tillægges af andre.

Analyse

Udover at anarkafeminismen er i mod fordomsfuld tildeling af roller og sexisme i den forstand at man per automatik bliver påduttet sociale egenskaber og adfærd på baggrund af sin fysik, antager den også det synspunkt at samtlige hierarkier og hierarkisk ordning af individer og sociale relationer skal afskaffes og elimineres, ligesom selve grundlaget:

Den anarkistiske feminisme – anarkafeminisme – tilstræber, som den al øvrig anarkisme i øvrigt, ikke at forandre undertrykkelsens struktur/-er eller gøre de undertrykte til undertrykkere, men derimod at afskaffe og eliminerer al undertrykkelse og grundlaget for samme.

Anarkafeminister vil ikke være kalif i stedet for kaliffen (matriarkat) og stiller sig altid i opposition til feminismer der har dette som deres mål, ligeledes stiller den sig i opposition til opfattelsen af, at enhver kvinde som udgangspunkt er feminist, omfattet af feministisk kamp og at enhver kvindelig handling er feministisk: Ligesom meget andet anarkisme er det kendetegnet ved, at kræve en bevidstgørelse som grundlag og udgangspunkt for handling, således at mål og middel stemmer overens.

Solidaritet med andre undertrykte er absolut centralt: Egoistiske maskulinistiske kvinder der selv albuer sig op af den patriarkalske rangstie er en realitet allerede i dag, men følger altså ikke anarkafeminismens revolutionsideal der omfatter en grundlæggende omvæltning af det samfund der producerer, reproducerer og understøtter maskulinismens dominans og overherredømme.

Afskaffes hierarkier, bliver “ligestilling” som begreb udhulet til forskel for den mere rammende, libertære og individualistiske forskellighed.

Anarkafeminisme og queerfeminisme

Queerfeminisme er i sig selv en vidt forgrenet -isme, men anarkafeminisme lægger sig tættest op af visse elementer i den konstruktivistiske queerfeminisme, da anarkafeminisme selv er grundlæggende konstruktivistisk, modsat essentialistisk, hvilket betyder at den anser alt adfærd og interaktion som formet og konstrueret, modsat en medfødt og på forhånd determineret iboende essens.

Ligesom queerfeminisme – og anarkisme i øvrigt – er anarkafeminismen modstander af repræsentationspolitik: Kvinder – som andre selvstændige individer – er ikke identitiske eller har samme behov og ønsker blot fordi de deler kønsbestemmende kromosom-sammensætning, art eller race: At forsøge at bekæmpe roller og fordomme ved at spille på en fælles identitet udfra disse roller og fordomme er ikke frugtbart på længere sigt, mener anarkafeminismen, selvom kvinder nogle gange – på grund af strukturerne og den omgivende norm og opfattelse af “kvinder” som en særlig gruppe – kan vinde små slag ved at stå sammen: Allerede her løsriver anarkafeminismen sig fra queerfeminismen, nemlig ved at stræbe mod social revolution og mene at visse strukturer kun kan gøres effektivt opgør med som samlet undertrykt gruppe.

Mens queerfeminismen begrænser sig primært til at teoretiserer over individuel løsrivelse fra normer gennem adskilte oprør i dagligdagen, har anarkafeminismen et større projekt i støbeskeen og det rækker udover hvad der handler om at frigøre mennesker fra pålagte og stivnede identiteter, nemlig til den fuldstændige frihed, det sociale, organiserede anarki.

Anarkafeminisme og anarkisme

En indvending mod anarkafeminisme har været, at den er overflødig overfor anarkismen generelt, fordi det er selvsagt i anarkismen, at den betyder alle menneskers frigørelse uanset køn, race, seksualitet og andre fysisk betingede karakteristika.

Mod denne indvending er der to ting der taler for at anarkafeminisme fortjener sin egen særlige betegnelse indenfor anarkisme såvel som overfor øvrig feminisme: Anarkafeminisme skal nemlig primært ses som en betegnelse der afgrænser denne -isme i forhold til andre former for feminismer, ikke andre anarkismer: Selv anarkafeminister bygger på de mange forskellige grene af anarkismer og er altså ikke homogen, men teoretiserer og inddrager især magtforholdet og hierarkiet mellem de sociale og biologiske køn. Det sidste er også i sær vigtigt, da anarkister indenfor alle forgreninger lægger forskellig vægt på forskellige undertrykkende strukturer og her tilføjer anarkafeminismen en optik, der ser sociale hierarkier reproduceret direkte mellem og omkring individerne selv uden nødvendigvis, at skulle være forankret i en egen fysisk magtinstitution (truslen og frygten er ofte nok).

Ideal

Ingen kan frigøre sig effektivt fra de sociale strukturer individuelt: Indtil alle er frie er vi alle fængslede! Målet er at frigøre – især kvinder – fra at være bundet til sit kønsorgan både i sin selvopfattelse og i andres opfattelse af hende. Midlerne er solidaritet og konfrontation. De færreste – hvis nogen overhovedet – er fuldstændig rent maskuline eller feminine og når disse egenskaber er blevet splittet ad og evnen til at forvalte disse egenskaber er frarevet individet selv og derimod overladt et kollektivt system der grundlæggende er bygget på den ene ejendommeligheds dominans, går det ud over alle: Alle folk fastholdes i deres respektive roller og fastholder dermed også andre ved at udhule det sociale handlefelt med forudbestemte ritualer og relationer.

Der ligger uanede muligheder for alle, ved at bryde med denne stivnede norm!

Advertisements

Handlinger

Information




%d bloggers like this: