Begreber

For en kort stund vil jeg lige afklare begrebet anarka-feminisme – i min optik – reelt dækker over: Feminisme er en politiske -isme (idésæt) der første gang bruges på fransk og afledes af det latinske femina, kvinde.

Feminismens symbol er også oftest synonymt med, eller inddrager, symbolet for kvinde:

Anarkafeminismen benytter også et symbol der forener cirkela’et og kvindesymbolet:

Alligevel beskæftiger feminismen, indenfor en anarkistisk kontekst, sig ikke alene med kvinder, men derimod med femininitet eller kvindelighed/kvindagtighed: Det er altså mere et spørgsmål om egenskaber, ejendommelighed og fremtræden end det er et sprøgsmål om hvad der findes mellem benene.

Denne opfattelse er foregrebet fra den mere konstruktivistiske queerfeminisme.

Når feminisme alligevel i mange tilfælde bruges i forbindelse med kønslighed og seksualitet, samt tillægges den bestemmende fysik end påtaget/tillært adfærd og selvforståelse, så skyldes det, at feminisme samtidig med at være for alle, er en ideologi der stiller sig på de undertryktes side i en undertrykkende struktur og sammenhæng, nemlig det herskende patriarkat.

Når øvrige feminismer der sætter lighedstegn mellem kvinder, kvindesag og feminisme, bestemmes patriarkatet ligeledes som mandestyre, mændenes herredømme, dvs. et hierarki hvor kvinder holdes nede og altid er underlagt manden.

Anarkafeminismen derimod opfatter patriarkatet som maskulinismens herredømme, hvor maskulinitet står øverst i en hierarkisk struktur hvor femininitet altid anses for underordnet og dårligere stillet: det er altså egenskaber og adfærd til forskel for biologiske køn, der afgør ens plads i hierarkiet – ideelt set: For som med alle menneskelige strukturer er der andre faktorer end de rent ideelle og rationelle, der spiller ind. Som tidligere nævnt er anarkafeminisme stadig i højeste grad knyttet til kvindekønnede individer og det grunder i den opfattelse og observation at strukturer ikke reproduceres tilfældigt, men at alle er konstruerede udfra bestemte kriterier, nemlig hvad de har mellem benene:

Sagt på en anden måde, så tillægges kvinder primært egenskaben femininitet eller kvindelighed, mens mænd forventes at have en maskulin adfærd og karakter. Kvinder bliver i højere grad pålagt femininitet end mænd – hele livet – og selvom kvinder har maskuline egenskaber, slås hun altid med den kønsbestemte rolle hun tillægges af andre.

Analyse

Udover at anarkafeminismen er i mod fordomsfuld tildeling af roller og sexisme i den forstand at man per automatik bliver påduttet sociale egenskaber og adfærd på baggrund af sin fysik, antager den også det synspunkt at samtlige hierarkier og hierarkisk ordning af individer og sociale relationer skal afskaffes og elimineres, ligesom selve grundlaget:

Den anarkistiske feminisme – anarkafeminisme – tilstræber, som den al øvrig anarkisme i øvrigt, ikke at forandre undertrykkelsens struktur/-er eller gøre de undertrykte til undertrykkere, men derimod at afskaffe og eliminerer al undertrykkelse og grundlaget for samme.

Anarkafeminister vil ikke være kalif i stedet for kaliffen (matriarkat) og stiller sig altid i opposition til feminismer der har dette som deres mål, ligeledes stiller den sig i opposition til opfattelsen af, at enhver kvinde som udgangspunkt er feminist, omfattet af feministisk kamp og at enhver kvindelig handling er feministisk: Ligesom meget andet anarkisme er det kendetegnet ved, at kræve en bevidstgørelse som grundlag og udgangspunkt for handling, således at mål og middel stemmer overens.

Solidaritet med andre undertrykte er absolut centralt: Egoistiske maskulinistiske kvinder der selv albuer sig op af den patriarkalske rangstie er en realitet allerede i dag, men følger altså ikke anarkafeminismens revolutionsideal der omfatter en grundlæggende omvæltning af det samfund der producerer, reproducerer og understøtter maskulinismens dominans og overherredømme.

Afskaffes hierarkier, bliver “ligestilling” som begreb udhulet til forskel for den mere rammende, libertære og individualistiske forskellighed.

Anarkafeminisme og queerfeminisme

Queerfeminisme er i sig selv en vidt forgrenet -isme, men anarkafeminisme lægger sig tættest op af visse elementer i den konstruktivistiske queerfeminisme, da anarkafeminisme selv er grundlæggende konstruktivistisk, modsat essentialistisk, hvilket betyder at den anser alt adfærd og interaktion som formet og konstrueret, modsat en medfødt og på forhånd determineret iboende essens.

Ligesom queerfeminisme – og anarkisme i øvrigt – er anarkafeminismen modstander af repræsentationspolitik: Kvinder – som andre selvstændige individer – er ikke identitiske eller har samme behov og ønsker blot fordi de deler kønsbestemmende kromosom-sammensætning, art eller race: At forsøge at bekæmpe roller og fordomme ved at spille på en fælles identitet udfra disse roller og fordomme er ikke frugtbart på længere sigt, mener anarkafeminismen, selvom kvinder nogle gange – på grund af strukturerne og den omgivende norm og opfattelse af “kvinder” som en særlig gruppe – kan vinde små slag ved at stå sammen: Allerede her løsriver anarkafeminismen sig fra queerfeminismen, nemlig ved at stræbe mod social revolution og mene at visse strukturer kun kan gøres effektivt opgør med som samlet undertrykt gruppe.

Mens queerfeminismen begrænser sig primært til at teoretiserer over individuel løsrivelse fra normer gennem adskilte oprør i dagligdagen, har anarkafeminismen et større projekt i støbeskeen og det rækker udover hvad der handler om at frigøre mennesker fra pålagte og stivnede identiteter, nemlig til den fuldstændige frihed, det sociale, organiserede anarki.

Anarkafeminisme og anarkisme

En indvending mod anarkafeminisme har været, at den er overflødig overfor anarkismen generelt, fordi det er selvsagt i anarkismen, at den betyder alle menneskers frigørelse uanset køn, race, seksualitet og andre fysisk betingede karakteristika.

Mod denne indvending er der to ting der taler for at anarkafeminisme fortjener sin egen særlige betegnelse indenfor anarkisme såvel som overfor øvrig feminisme: Anarkafeminisme skal nemlig primært ses som en betegnelse der afgrænser denne -isme i forhold til andre former for feminismer, ikke andre anarkismer: Selv anarkafeminister bygger på de mange forskellige grene af anarkismer og er altså ikke homogen, men teoretiserer og inddrager især magtforholdet og hierarkiet mellem de sociale og biologiske køn. Det sidste er også i sær vigtigt, da anarkister indenfor alle forgreninger lægger forskellig vægt på forskellige undertrykkende strukturer og her tilføjer anarkafeminismen en optik, der ser sociale hierarkier reproduceret direkte mellem og omkring individerne selv uden nødvendigvis, at skulle være forankret i en egen fysisk magtinstitution (truslen og frygten er ofte nok).

Ideal

Ingen kan frigøre sig effektivt fra de sociale strukturer individuelt: Indtil alle er frie er vi alle fængslede! Målet er at frigøre – især kvinder – fra at være bundet til sit kønsorgan både i sin selvopfattelse og i andres opfattelse af hende. Midlerne er solidaritet og konfrontation. De færreste – hvis nogen overhovedet – er fuldstændig rent maskuline eller feminine og når disse egenskaber er blevet splittet ad og evnen til at forvalte disse egenskaber er frarevet individet selv og derimod overladt et kollektivt system der grundlæggende er bygget på den ene ejendommeligheds dominans, går det ud over alle: Alle folk fastholdes i deres respektive roller og fastholder dermed også andre ved at udhule det sociale handlefelt med forudbestemte ritualer og relationer.

Der ligger uanede muligheder for alle, ved at bryde med denne stivnede norm!

I denne tekst, kritiserer anarko-syndikalisten Tom Wetzel konsensus-organisering og en del af hans kritikpunkter er reelle nok.

Men hans syn på organisering – og hans menneskesyn i det hele taget – er så grundlæggende uforeneligt med mine praktiske erfaringer og så selvmodsigende at jeg bliver nødt til at lave en grundig kritik af hans synspunkter:

Han ligger ud med at kritiserer konsensus, som en proces, der er meget uformel uden overblik og rationelt forløb, så “beslutninger bliver truffet ved at have en ustruktureret diskussion indtil der nås konsensus”. Han mener konsensus fejler fordi, den giver grobund for hierarkier gennem et proces, da denne proces “har ingen klar definition af ansvarsområder og ingen udpegning af individer der kan gennemføre vigtige opgaver, gør det mere besværligt for medlemmerne at kontrollere hvad der foregår”

Jeg har bare andre erfaringer med konsensus, hvor Wetzels ovennævnte karateristik ikke klinger genkendelig.

En effektiv konsensus-proces er for mig, meget organiseret, fremstår med klare punkter til diskussion, opstilling af argumenter og dermed overblik.

I øvrigt, er jeg ikke et sekund enig i, at en konsensus-proces forudsætter at ingen har særlige opgaver i forbindelse med processen, eller at der ikke bliver taget referat eller andre skriftlige redegørelse på i processen.

Jeg er f.eks. enig med Wetzel i, at det kan være smart at deltagerne i et møde, som udgangspunkt vælger nogle der har særlige opgaver i forbindelse med processen, såsom referant og blackboard-optegner, men mener ikke at dette hindrer en konsensus-proces!

Som jeg før har sagt, forudsætter effektiv konsensus derimod at alle har det samlede overblik, gerne ved at én person har den opgave løbende at skrive diskussionspunkter, hovedpunkter i argumentation og evt. nøgle-stridspunkter om et givent emne, overskueligt op, hvor alle kan se det, på et blackboard el. lign.

Når alle har “det store overblik” er processen også alles ansvar, i modsætning til Weztels alternative model, hvor deltagerne udpeger “ansvaret for at koncentrere på sådanne ting som agenda og en orden af talere til én person, mens resten af os er frie til at koncentrerer os om, hvad der bliver sagt”. Min erfaring er derimod, at diskussionen mere eller mindre lammes fordi den enkelte deltager kun kan huske så og så mange argumenter og har tendens til at tage udgangspunkt i hvad der lige er blevet sagt, fremfor at fokuserer sit bidrag på den overordnede diskussion.

Min anden erfaring med en sådan møde-ansvarlig-model er den ufrugtbare situation, som Wetzel selv bemærker: “Selvfølgelig kan det ske, at en udpeget er manipulerende og favoriserer en bestemt “side” i tilfælde af stridspunkter.”

Min indvending er, at dette uundgåeligt vil ske, fordi intet mennesker deltager i et møde uden at have egne holdninger til diskussion og at denne holdning altid vil skinne igennem, deres ansvar for andre individers holdninger til trods.

Wetzels løsning på en sådan situation er fuldstændig uholdbar: “I sådan en situation ville det være passende, at man foretager en udskiftning af den udvalgte”. Ja, måske i et ideelt univers, hvor mennesker per se er homo economico, det vil sige altid rationel. I en diskussion, hvor der er masser af holdninger på spild, giver udpegning af en ansvarlig, mere grobund for uformelle hierarkier/formelle hierarkier, end en flad konsensus-struktur!

Hvis deltagerne er ansvarlige nok til at anerkende én enkelt persons magtmisbrug, er min indvending, at de ligeså vel vil være i stand til at gribe ind overfor andre individuelle, manipulerende indslag.

Problemet i Wetzels model, er at man i stedet for at skulle gribe ind overfor én enkelt persons magtmisbrug, skal gå i mod hele den gruppe som den møde-ansvarlige favoriserer og dermed tage kampen om mod en favoriseret, priviligeret gruppe, der som udgangspunkt har mere magt/en bedre position i forløbet end de andre deltagere:

Magt korrumperer og selvom lidt magt måske kun korrumperer lidt, er det stadig nok til at fremmedgøre individerne fra en beslutningsproces!

Wetzel anerkender selv, at individer i en beslutningsproces, kan handle meget ansvarligt for processen, f.eks. hvis der er stor uenighed: “Når det står klart i en diskussion over et forslag, at medlemmerne er tæt adskilte og har stærke følelser omkring emnet, vil der højst sandsynligt blive gjort en indsats et forslag der  udjævner indvendingerne”. Min indvending her, er at dette “højst sandsynlig”e tiltag, kun vil forekomme, hvis alle har ansvar for processen.

Wetzel skifter på den måde selvmodsigende frem og tilbage mellem at betragte individerne i en proces som manipulerende, overtrumfende, selvretfærdige personer til at være sociale, ansvarsfulde og rationelle. Hele hans argumentation mod konsensus-modellen som værende forstærkende for den førstnævnte tendens hos individer, falder således sammen, når han indrømmer at hullerne i hans egen model skal lappes med tiltroen på den sidstnævnte kvalitet hos deltagerne i en beslutningsproces.

Hans argumentation bliver et spørgsmål om et hullet menneskesyn, hvor der på usystematisk måde skal skiftes mellem at antage social ansvarlighed på den ene side og selvhævdende, magtbegærlig enspænder på den anden side, for at få hans formel til at gå op!

Endnu engang fejler det anarko-syndikalistiske menneskesyn i at anerkende individets forskellige kvaliteter og ved at nægte en realitet, hvor individet – uden at blive krænket af gruppen eller opgive sin suverænitet – kan fungerer i samspil med andre mennesker. Og det er da også denne besynderlige forudindtagelse, Wetzel opstiller forholdsregler imod, gennem formaningen, “Siden majoriteten har retten til at kontrollere deres egen organisation, må individerne føre dem selv til at respektere denne majoritetens ret” da “medlemmernes majoritets kontrol er det modsatte af hierarki”.

At se det selvsikre og selvbevidste individ som en trussel mod fællesskabet, i stedet for drivkraften bag et frit fællesskab er ikke frugtbart for udviklingen af et samfund med mest mulig frihed til alle de individer der udgør et fællesskab!!!

Men som altid, kan man aldrig præcist få udpeget, hvem fanden denne “majoritet” er siden den ikke udgøres af selvbevidste individer, men snarere trues af disse!

Indtil jeg har set det regnestykke, der kan påvise anarko-syndikalisternes frihed kan opnås uden bevidste individer, tror jeg bare jeg forbliver ved mine praktiske erfaringer og observationer, der åbenbart gør én til det sorte får i den uldne flok-mentalitet, hvor alle kun kan bræge for eller imod!

]]> http://rakf.wordpress.com/2008/10/13/i-en-organisering/feed/ 0 fjæsløs http://rakf.wordpress.com/2008/09/17/konsensus-%e2%80%93-try-this-at-home/ http://rakf.wordpress.com/2008/09/17/konsensus-%e2%80%93-try-this-at-home/#comments Wed, 17 Sep 2008 15:18:00 +0000 fjæsløs http://rakf.wordpress.com/?p=39 ]]>

I den anarkistiske begrebsverden er konsensus vitalt: Det ligger strøet ud i flæng i vores tekster – det ved jeg, fordi jeg selv personligt har plantet det mange steder – men modsat andre praktiske anarkistiske begreber som revolution, frihed, solidaritet og direkte aktion, er konsensus ikke et begreb der forklares særlig grundigt og det til trods for, at det dækker over netop dén anarkistiske praksis, der er allernemmest at gå til.

Konsensus er ikke bare et smart begreb, men en grundlæggende praksis for effektiv anarkistisk organisering.

Dette er en praktisk guide til konsensus baseret på mine egne, efterhånden talrige, erfaringer med netop denne type organisering og formålet er, at alle får forudsætning for både at forstå anarkistisk organisering og vores tekster, men også selv at kunne gå mere direkte ind i eller selv tage initiativ til at organiserer sig anarkistisk!

• TEORI

Konsensus, kommer af det latinske con’sensus der betyder overensstemmelse, og bruges synonymt med samtykke, som f.eks. det engelske begreb consent.

Det er vigtigt at understrege, at konsensus ikke betyder enighed! Konsensus er en organisering gør det muligt både udfra et enigt eller uenigt synspunkt at nå frem til fælles aftaler og på den måde skabe social organisering der bevarer individuelle meninger og integritet/unikhed.

Nogle sætter konsensus synonymt med direkte demokrati, men det er efterhånden en smagssag udfra om man betegner anarkisme som anti-demokratisk eller ægte demokratisk.

Konsensus er altså fundamentet for den frie, sociale organisering der udbredt til et helt samfund, kaldes anarki.

• ERFARINGER

“Does anybody have disconsent?” var det evindelige spørgsmål til et internationalt møde, jeg deltog i i weekenden. Målet for mødet var konsensusbeslutninger og det var derfor organiseret udfra konsensus, men et eller andet sted knækkede filmen og jeg sad tilbage med en underlig følelse:

Over én smøg i pausen stod det klart for mig, at der er en forskel på anarkistisk konsensus og anden konsensus: De fleste praktiserer konsensus i deres daglige liv allerede i dag, uden at være hverken organisations-teoretikere eller anarkister: Blandt venner, i parforhold, i studie- og arbejdsgrupper og ofte mellem 2 mennesker der skal nå frem til noget gensidigt.

Anarkisternes indvending er hér – som altid – at der mangler den afgørende bevidsthed!

Den første afgørende basis for anarkistisk konsensus, er altså bevidstheden om, at man selv er et individ i et samfund af magtsstrukturer og sociale hierarkier og man må både gøre klart op med sig selv, at der er forudsætninger, baggrund og interesser omkring én, der står i modsætning til frigørelse. Man må også gøre sig klart hvilket social position man har i forhold til andre, f.eks. køns- og aldersfordelingen blandt individerne i en beslutningsproces.

For at konsensus kan fungerer anarkistisk skal den fokusere på indholdet og ikke deltagernes personlighed eller roller i en beslutningsproces: Hvis ens køn eller seksuelle rolle spiller ind i diskussionen i parforholdet eller med vennerne; hvis alderen, de personlige forbindelser og alliancer spiller ind i studie- eller arbejdsgruppen, eller chefens stilling spiller ind i beslutningsprocessen er det strengt taget ikke konsensus!

• KONSENSUS i PRAKSIS

Når man har skabt en atmosfære, hvor alle kun afspejler deres udtrykte holdninger og ikke deres øvrige samfundsposition, kan man begynde at snakke om konsensus.

Hvorfor havde jeg en følelse af, at mødet ikke var “rigtig” konsensus? For det første var der en ordstyrer, hvis rolle det var at resummere beslutningsforslag og argumentation og udspørge konsensus:

Jeg blev klart bekræftet i, at en “leder-” eller “styrer-rolle” sløvede processen drastisk: Når man har en følelse af arbejdsdeling bliver man fremmedgjort og passiv og venter på at andre tager initiativ til dynamik, fordi de har påtaget sig den rolle!

Det er vigtigt at man bevarer konsensusorganiseringen helt fri fra roller og positioner og derfor heller ikke skaber dem!!!

Det kan undgås ved, at alle har et ansvar for processen og f.eks. efter mange gensidige bekræftelser og gentagelser, selv tager initiativ til at gennemføre en konsensusbeslutning.

Min erfaring er, at det gøres nemmest ved at alle har “det store overblik” over diskussions-/forhandlingsforløbet, ved at de vigtigste punkter i processen bliver skrevet op, hvor alle kan se dem: Så skaber man også forståelse for, at udsagn og argumenter er vigtigere end personers baggrund! Alt hvad der forbliver usagt er ligegyldigt og man snakker kun udfra sig selv, dvs. man bør ikke gennempresse punkter og synspunkter som ingen direkte repræsenterer!

Det fører mig videre til, at den anarkistiske opfattelse af, at den der ikke reagerer accepterer får stor betydning for et effektivt forløb: Det bliver det afgørende skel mellem at skabe en demokratisk proces og en konsensusproces. Det er vigtigt at man ikke handler i blokke og grupper og det forhindres bedst ved, at man efter et udsagn eller foreslag kun spørger om der er nogen der er imod!

Hvis man begynder at danne grupper af tilhængere og modstandere ved f.eks. både at spørge hvem der er for og hvem der imod, så underminerer det individets handlefelt og selvforståelse i processen! Det kan virke lidt hårdt, men når individet får frihed i processen, har det også ansvar for processen og man må derfor kontant gå ud fra, at dem der ikke siger eller indvender noget, ikke har noget at sige eller indvende! På den måde undgår man også repræsentation og formynderi.

Og husk nu: Det vigtigste er ikke at prædke enighed og overbevise alle om ens synspunkter, men at få beslutninger og aftaler gennemført så man kan handle i fællesskab: Det handler om samtykke – ikke om enighed og der findes ligeså mange idéer og bevæggrunde som der findes individer: Det vigtigste er ikke hvad man hver for sig ER, men hvad man i fællesskab VIL!

Hvis man i fællesskab vil ANARKI har man alle de bedste forudsætninger for at skabe anarkistisk konsensus allerede nu!!!

• KRITIK

Som ved al anden anarkistisk praksis og teori er der en masse standard-indvendinger mod konsensus: En af de mest hårdnakkede kritikpunkter er, at konsensus-beslutninger tager for lang tid.

Til det, kan jeg kun svare: Ja, konsensus tager tid, men det er en kvalitativ process, dvs. at de beslutninger der bliver taget er måske få, men bedre. Det bedste ved konsensusbeslutninger er, at ingen få trukket noget ned over hovedet og som med alt andet, bliver alt gjort bedre og mere engageret hvis den enkelte selv føler at de er involverede og selv har formet en beslutning.

En anden kritik om, går på, at konsensus skaber uformelle hierarkier, med andre ord, at processen domineres af “stærke” individer, der ved hvad de vil på forhånd og derfor har mulighed for at gennemtrumfe deres synspunkter. Det kan ikke udelukkes at det sker, men her skal der ligges vægt på, at ligesom med anarkiet selv, skal konsensus kun afvikles frivilligt med mennesker der inderligt ønsker at deltage.

For at bryde isen, kan man evt. danne basisgrupper, hvis man er rigtig mange mennesker, for det er nemmere at komme til orde i små grupper og det kan også føles mere “sikkert” at sige noget blandt færre mennesker. Basisgrupper er som sagt bedst hvis man enten er mange mennesker der ikke kender hinanden, eller hvis emnet til diskussion er meget omfattende.

Skriv jeres egne erfaringer ned og spred ordet – og ved at dele denne korte intro håber jeg nu, at vi er et skridt nærmere at udbrede anarkistiske praksisser hele vejen!

NB.: Som en sidste ting: Jeg har meget dårlig erfaringer med et udbredt møde-fænomen på venstrefløjen der kaldes “happy fingers” (?) hvor folk vifter rundt med hænderne hvis de er enige i et udsagn. Oprindeligt, var det vist opfundet i god mening om at undgå gentagelser og enigheds-udsagn:

Min oplevelse er, at det netop er med til at skabe “for” og “imod” fløje og svække den enkeltes selvforståelse, når der pludselig kollektivt dømmes, mens man snakker: På den måde kan gode indvendiger pludselig forsvinder pga. tilsyneladende manglende opbakning, hvor der måske er tale om en misforståelse!

For mig er konsensus en udviklende og styrkende proces, der både skaber stærke beslutninger, organiseringer OG individer: Det er en bred målsætning der tager tid, men som virkelig virker!

]]> http://rakf.wordpress.com/2008/09/17/konsensus-%e2%80%93-try-this-at-home/feed/ 0 fjæsløs http://rakf.wordpress.com/2008/09/07/anarkismens-symboler-og-antisymboler/ http://rakf.wordpress.com/2008/09/07/anarkismens-symboler-og-antisymboler/#comments Sun, 07 Sep 2008 20:13:58 +0000 fjæsløs http://rakf.wordpress.com/?p=23 ]]>

DEN SORTE FANE

Historie: I 1881 udkom det anarkistiske tidsskrift, Le Drapeau Noir (Det Sorte Flag) i Frankrig. Det var første gang, at den sorte fane blev sat i forbindelse med anarkismen. Året inden, var selve sort blevet benyttet af anarkister i navnet på organiseringen Black International I London. Under en arbejderstrejke i Pariserkommunen i 1883 luftede Louise Michel, som den første anarkist, en sort fane under en demonstration.. Siden da er både sort og den sorte fane blevet brugt af anarkister verden over.
Før da, havde pirater i århundreder hejst det sorte flag og under Den Franske Revolution i 1789 havde det samlet oppositionen, ligesom mange strejker i Tyskland og Frankring bar det sorte flag med sig i første halvdel af det 19. århundrede..
Betydning: Der er mange delte meninger om hvad den sorte fanes symbolik er. Nogle mener, at den sorte fane og farven sort er en negation, ligesom anarki-begrebet selv, og på den måde er en antisymbolik: Sort er ikke en farve og den sorte fane er altså en ingen fane. Det betyder at man ikke har loyalitet mod nogensomhelst fane eller flag og understreger det decentrale og fraværet af autoritetstro.

Andre mener, at den sorte fane er modsætning til den hvide fane, der betyder at man overgiver og underlægger
sig. Atter andre igen, anser den sorte fane som udtryk for sorg over ofrene – oftest især de anarkistiske – for den herskende uorden.

Cirkel-A’et.

Historie: Cirkel-A’ets oprindelse ligger hen i sort mørke: Den tidligste gang anarkister benytter Cirkel-A’et er under den Spanske Borgerkrig i 1936. Men historisk oprindelse og symbolets betydning flettes måske sammen:
Betydning: Cirklen er i virkeligheden bogstavet O, initialet for Orden, der sammensættes med bogstavet A, initial for anarki og anarkisme. Det bygger på et citat af den anarkistiske teoretiker Pierre-Joseph Proudhon, “Anarki er Orden”, hvad der i en mere populær parole er blevet til “Anarki eller Kaos”.

Cirkel-A’et symbolik er før anarkisterne blevet brugt som tegn på Alpha og Omega, dvs. begyndelsen og enden.

An’archie (αναρχω), betyder altså ingen autoritet eller ustyre.

Første gang ordet “anarki” bliver brugt, er i et teaterstykker fra 467 f.v.t., hvor en kvinde, Antigone, ignorerer- og modsætter sig bystyrets vilje.

Den græske filosof Zeno af Citium (336-264 fvt.), der opfattes som grundlægger af den stoiske filosofi, formule-rede et filosofisk ideal-samfund: Mennesker er egoister, men også drevet af socialisering. Menne-sker der opfører sig naturligt og følger deres instinkter kan leve sammen i samfund, uden penge, templer, love og regeringer.

Zeno’s stoiske filosofi bliver regnet for den direkte modsætning til Platons statsideal. Platon (427-347 fvt.) brugte også begrebet anarki, men forstod det som noget negativt: civilisationens endelige sammenbrud, hvorfra tyranni – som Platon anså for den bedste styreform – uundgåeligt ville genopstå.

Denne opfattelse af anarki baseret på en tyranni-tilhængers ubegrundede mareridtsforestilling, er desværre den mest udbredte i dag.

Op igennem historien, har der været

mange eksempler på anarkistiske organisering og idéer.

Mange mener f.eks. at den kinesiske livsfilosofiske retning taoisme grundlæggende er anarkistisk, ligesom besætterne i den engelske Digger-bevægelse i 1649 har anarkistiske træk osv.

I 1793 udgiver den engelske samfundsteoretiker, William Godwin (1756-1836), An Enquiry concerning Political Justice … selvom Godwin ikke bruger begrebet anarki og anarkisme, regnes hans værk for det første anarkistiske program-skrift og anarkismens opståen.

Godwin vil afskaffe alle institutioner: moralske, religiøse, politiske og økonomiske og selvfølgelig deres overordning, staten.

Anarkisme er et idésæt (-isme) der forsøger at give begrebet anarki, et indhold og en konkret mening og målsætning.

Anarki er groft sagt, et begreb uden indhold, fordi betydningen af det, kun siger noget om, hvad det ikke er: Et såkaldt negations-begreb.

Anarkismen beskæftiger sig med spørgsmålet: Hvis anarki ikke er styre, hvad er det så? Altså at give anarki et meningsfuldt indhold og en konkret betydning.

Anarkisme er den samfundsteori, der ved at aflæse konsekvenserne og betydningen af det styrede samfund, prøver at fremskrive et realistisk og positivt billede af et samfund uden styre, et anarki.

Begrebet anarkisme, blev indført af den første der kaldte sig selv anarkist, franskmanden Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865).

Han gik ind for mutualisme, men ville afskaffe staten, derfor kalder man hans teoretiske retning for mutualistisk anarkisme.

Han bliver regnet blandt de “borgerlige anarkister”, fordi han stadig går ind for en form for ejendom og anser det frie initiativ og den frie konkurrence som drivkraften i samfundet.

Han har bl.a. inspireret mange såkaldte anarko-kapitalister, der ikke regnes for anarkister på det grundlag, at kapitalismen også er et styre der skal afskaffes!
I sit hovedværk fra 1840, Hvad er Ejendom? – som han selv besvarer med, Ejendom er Tyveri! – ligger han dog grundpillerne til generel anarkisme og inspirerer eksil-russeren Mikhail Bakunin (1814-76) til at udforme den første socialistiske anarkisme: Kollektivis-tisk anarkisme.

I stedet for kapitalisme, vil Bakunin have kollektiv ejendomsret på produktionsmidler og fordeling af goder primært ud fra arbejdstimer. I stedet for stat sætter han en føderativ struktur, der organiseres nede-fra og op og starter i lokalgrupper.

Bakunin gjorde for alvor anarkismen revolutionær og det førte til splittelse med de autoritære socialister der fulgte Karl Marx.

Da anarkisterne blev ekskluderet fra den største socialistiske organise-ring, 1. Internationale i 1872 blev reaktionen, at der opstod 2 nye, meget forskellige retninger indenfor anarkismen: Individualistisk anarkisme og anarkosyndikalisme der begge blomstrede op i 1880′erne.

Individualistisk anarkisme er inspire ret af tyskeren Max Stirners (1806-1856) værk, Den Eneste og Hans Ejendom fra 1844.

Max Stirner angriber alle institutioner og strukturer. Han vil afskaffe al stat og privatejendom: Alt tilhører alle og alle har suveræn selvbestemmelse. Hans værk er en leg med begreber og deres betydning – f.eks. mener han at den eneste ejendom er den enkeltes ejendommeligheder – og bevæger sig mere i et egentlig filosofisk luftlag, end et teoretisk og er dermed åben for individualisering.

Alt går ud fra individet der organiserer sig med andre individer i foranderlige interesse-foreninger formet af de individer der udgør dem gennem frie aftaler.

Modsat individualisternes forkastelse af gruppetilhørsforhold og individuelle handlinger, mener anarkosyndikalisterne at man skal organiserer sig i faggrupper som fagforeninger med en generel bred arbejdersolidaritet. Fagforeninger skal erstatte statslig organisering. Fordeling af goder og produktion er fri. Revolutionen er den totale generalstrejke.

Rudolf Rocker (1873-1958) er kendt som en markant teoretiker indenfor denne retning, med sit værk Anarcho-Syndicalism.

En af de mest udbredte former for anarkisme er kommunistisk anarkisme eller libertær kommunisme, første gang formuleret af russeren Pjotr Kropotkin (1842-1921). Han gør op med Bakunin og Proudhons idéer om administration af goder og arbejde: I stedet overfører han den kommunistiske parole om at “yde efter evne og nyde efter behov” til anarkiet. Kropotkin mener, at mennesker vil organiserer sig udfra gensidig hjælp og ønske at dele og samarbejde og modstrider dermed de darwinistiske principper om det stærke individs ensomme kamp.

Organiseringen vil foregå som selvforvaltende kommuner og alle vil deltage i samfundet gennem direkte demokrati.

Kropotkin var uden tvivl den teoretiker der producerede flest værker, et bud på nogle klassikere er Gensidig hjælp, Erobringen af brødet og Staten. Dens historiske rolle.

I første omgang udviklede anarkis-men sig i Europa og Rusland og spredte sig herfra til Nord- og Sydamerika, samt Asien. I dag findes der anarkistiske organiseringer i alle dele af verden.

I USA udviklede der sig en helt speciel anarkisme omkring russiske og europæiske immigranter som Emma Goldman (1896-1940), Alexander Berkman (1870-1936) og Johann Most (1846-1906).

Især de anarkosyndikalistiske organiseringer voksede sig store i Europa op gennem starten af det 20. århundrede. Den nye ideologiske hovedfjende opstod i form af fascismen, der stod særligt stærkt i Spanien, Italien, Tyskland og Østrig. Den Spanske Borgerkrig (1936-39) var både den første succesfulde anarkistiske revolution og dermed virkeliggørelsen af det anarkistiske samfund i Europa, samtidig med at det var det første slag mellem anarkister og fascister.

Den anarkosyndikalistiske fagforening CNT – Confederacíon National de Trabajedores – førte an.

Efter fascismens- og senere de statslige demokratiers sejr på diverse slagmarker i Europa blegnede de sorte faner langsomt bort.

De blev med sikker eftertrykkelighed rejst igen i Paris under studenter-oprøret i 1968.

Anarkismens genkomst i Europa i 1970′erne bød på helt nye retninger indenfor anarkismen, der for alvor var blevet en bevægelse med krav om solidarisk individualitet, med andre ord: I dag udgøres anarkismen af mange grene der krydses og slår nye spirer i en unik fusion mellem de oprindelige grundstammer indenfor anarkismen.

Man siger populært at der er ligeså mange anarkismer som der er anarkister.

Grøn anarkisme og anarka-feminisme er eksempler på solidt funderede anarkistiske teorier der er vokset frem siden da.

Det der samler anarkisterne i dag, er anarkismens fundament:

• at anarki er målet

• at anarki betyder frihed for alle

• at alle magtstrukturer skal afskaffes, hvoraf stat og kapital er de overordnede

• at al magt korrumperer og betyder undertrykkelse og ufrihed.

• at teori og praksis er forenet: Mål og middel skal være i overensstemmelse og strategien er revolutionær.

Anarkismen vokser stadig med hver eneste ny anarkist og vi stopper aldrig!